Jeg ved, at vi har en del unge herinde, så derfor denne lille gennemgang.
Hvad er en budgetkonto?
En konto, der står separat fra din lønkonto /kortkonto, hvor du betaler alle dine regninger fra og sparer op til disse løbende.
Hvordan får jeg en budgetkonto?
Du kontakter din bankrådgiver og beder om én. Den vil figurere på din netbank ved siden af din alm. lønkonto.
Hvordan bruger jeg en budgetkonto?
Det fungerer således, at du noterer dig alle de udgifter du har i løbet af et år. Både de faste månedlige, men også de mindre faste. Eksempelvis vand- og elregninger eller forsikring, der betales kvartalvis (hver 3. måned). Andre faste udgifter kan være prisen på et alm. tjek hos tandlægen, frisør hver 4. måned osv.
Når du har lavet en oversigt over dine årlige samlede udgifter, regner du det totale beløb sammen og dividerer med 12 - der er 12 måneder på et år. Således at du ikke i nogle måneder er helt på røven, fordi du glemte at du skulle betale til både forsikring og el, og ikke har lagt penge til side de andre måneder.
Begyndelsen er tricky
Det tager noget tid, inden fidusen med en budgetkonto viser sig. Hvis du f.eks. 2 måneder inde i budget-ræset får en større forsikringsregning, kan du risikere at du ikke har "sparet op" via budgetkonto-systemet til at betale den hele - og så må du betale differencen den måned, indtil budget-systemet begynder at give mening, hvilket det for især unge uden de store udgifter, gør ret hurtigt.
Snak evt. med din bankrådgiver, hvis du bliver i tvivl.
Almindelige faste udgifter (udeboende)
Husleje
Vand
El
Varme
Internet
Telefoni
Forsikring (ansvar og indbo som minimum - de fleste selskaber tilbyder pakkeløsninger til unge, gå på jagt)
Transport (vedligehold af cykel, offentlig transport, bil/benzin/forsikring til bil)
Tøjvask (hvis man ikke har vaskemaskine selv i husstanden)
Evt. licens (http://farvellicens.dk/)
Evt. fagforening/A-kasse
Evt. medicin
Mad og husholdning
Diverse
Tandlæge
Frisør